Arkiv / Messehagel jul 2011, Sct Povls kirke

Messehagel, Sct Povls kirke

Det røde fløjl kommer fra Rom og fremstår meget varmt og smukt, synes jeg. Fouret er af silke fra Thailand og har to grundtoner, nemlig guld og himmelblå.

Da jeg besøgte Poulsker Kirke, efter at have fået opgaven, blev jeg med det samme helt overbevist om at bruge de symboler, der går igen i kirken, nemlig de fantastiske kors-ruder, som sender himmellyset ind og også timeglasset, som ses både i koret og i våbenhuset. Som bekendt er timeglasset forbundet med et kors. Smuk og stærk symbolik!

Messehagelen er dermed blevet meget knyttet til Poulsker Kirkes symbolverden! Også duen, Helligåndens symbol, vidste jeg måtte indgå som en meget central del. Den findes i "himmelen" over prædikestolen og er en vigtig del af den symbolik som denne messehagel skal indgå i, i Pinsen.

Den røde farve er jo også i sig selv symbol på ild, på Helligånden, på smerten, som vi hører om Sct. Stefansdag, 2. Juledag og på kærligheden fra Gud, som binder det hele sammen.

I timeglasset og korset, har jeg arbejdet den røde farve ind og vil også gerne give opfattelsen af ”morgenrøden”, som udtryk for håbet i menneskelivet. Symbolet med et timeglas forbundet med kors i midten siger meget om liv, om død, om håb og evighed, hvor korset er midtpunktet for det hele!

 

 

Agnete K Petersen | Søborgstræde 6, 3730 Nexø  | Tlf.: +45 3020 9544