I billedet kan skimtes et kors. En kendt symbolik for korset er, at den vertikale bjælke er bærer af det guddommelige/ Gud, og den horisontale – af menneskeheden.
Bjælkerne krydses ved Jesu hjerte. Dér mødes Gud med mennesker.
Altertavlen tager afsæt i denne symbolik.
I ” Kristi Favntag” rummes Hans børn, Guds menighed, dem som vil rummes af Ham! Der ser vi alle os, som hængte Ham op! I favnen henter vi varme, fred, frelse, tryghed og inspiration - inspiration til at række videre ud til vores medmennesker.
Derfor alle disse hænder.
Vi er Jesu arme.
Lysfeltet i øverste del af korsbjælken er som en åbning ind til Gud eller ud fra Gud. En slags ” Guds fingeraftryk” på dét, som skulle være Hans frelsesplan. Udfra dette lysfelt opstår lidt længere nede, den lyskaskade, der delvis opløser korsbjælken - som jo er et dødens instrument – og delvis inddrager det nederste højre hjørne, som er mit udtryk for kirkens lysglobe.
Dér tænder vi lys, fordi vi tror på håb, nyt liv og en tom grav.
Englene i rammeudsmykningen har efterladt antydninger af vingeslag i altertavlen.
Lysudviklingen i altertavlen blander sig med det naturlige sollys fra vinduerne/ fra verden udenfor. Det er et udtryk for kirkens åbning udadtil.
